>Hvorfor denne hjemmeside?<
Det var sjældent, at en smykkesamler - ligegyldigt om han var videnskabsmand eller opdagelsesrejsende - spurgte de pågældende brugere og fabrikanter af fjersmykkene efter symbolikken i de brugte farver og fugle. Muligvis kunne et svar have lydt: "Vi gør sådan, fordi vores forfædre altid har gjort det på den måde."
De mange hundrede stammer fra lavlandet er ligeså uforstået og forgængelige, som deres vigtigste smykker var og er. Hvor få af disse mennesker, som vi kunne spørge idag, er tilbage? Derfor er en af de vigtigste opgaver for de etnografiske museer i de kommende år og årtier, at invitere de resterende etniske grupper til at betragte og bearbejde de overlevende samlinger.
Denne side er dedikeret til fjersmykkenes fremstillere og deres efterkommere, men også til de mange europæere og sydamerikanere, som har gjort en stor indsats for at bevare den kulturelle mangfoldighed, samt til dem der har kæmpet, og stadig kæmper, for indigenernes overlevelse!
Kun meget få museer tillader besøgeren en optisk tilgang til hele museets arkiv. De såkaldte "skuearkiver" er en sjældenhed i Europa, og dermed et ønskværdigt mål i de kommende år. Også selv om de fleste besøgende ikke er interesseret i de - for dem overfyldte - arkiver (naturligvis bliver udstillinger stadig hovedpræsentationsformen for museerne).
Den virtuelle åbning af arkiverne på nettet, i form af billeder af artefakter, oversigtskataloger, indsamlingsdokumenter, relevante billeder osv., hæver kvaliteten af arbejdet med samlingerne og gør det nemmere at ordne genstandene. Indtil nu har det videnskabelige arbejde i forbindelse med samlingerne, der er spredt over hele verden, været forbundet med et væsentligt spild af rejser og en tidsintensiv eftersøgning. Nu kan man begynde at studere og filtrere museernes samlinger hjemmefra, hvilket giver en mere målrettet undersøgelse.
Det vil forenkle mange situationer, hvis denne digitale præsentation i princippet er åben for alle (på internettet), og hvis søgeordene er standardiserede blandt museerne.
I over 10 år har de etnografiske museer i Holland været igang med at digitalisere deres samlede kollektioner, dvs. at oplysningerne bliver lagt i en database, de enkelte genstande bliver fotograferet digitalt, ordlister bliver defineret, kartotekskort bliver scannet osv. I en arbejdsgruppe i Holland, bestående af repræsentanter fra de otte nederlandske etnografiske museer, blev der udarbejdet en "tesaurus" (en ordliste). Den bliver konstant bearbejdet og udviddet. Takket være denne tesaurus bliver en tidseffektiv søgning, efter henholdsvis geografiske eller kulturelle regioner, med objektrelaterede søgeord i databasen mulig (se: www.svcn.nl, www.tropenmuseum.nl).
Som en enestående løsning i Frankrig skal der nævnes Musée du quai Branly - et projekt som blev gennemført med bemærkelsesværdig energi i løbet af få år. Næsten hele den komplette samling blev digitaliseret og er nu tilgængelig for enhver på www.quaibranly.fr.
Med hensyn til de tyske etnografiske museer må det konstateres, at der indtil nu ikke er et eneste museum, der har digitaliseret deres samling og har gjort denne digitalt tilgængelig for offentligheden. Efter min viden har kun Überseemuseum i Bremen fotograferet og digitaliseret deres samling - men denne er ikke tilgængelig for offentligheden. I Tyskland er fremtiden ikke engang begyndt....
De etnografiske museer tilhører den slags museer der - i det væsentlige - ikke bevarer den historiske ejendom fra deres eget land, men kun genstande fra andre kulturer. Selvom det er museerne der idag ejer disse genstande, så kan de i bedste tilfælde blive en fælles ejendom, som det gælder om at bevare og at ære. Det er en verdenskulturarv af en særlig slags, da den, på baggrund af indsamlingshistorien, forbinder de mest forskellige kulturer.
Dette ansvar er ofte for stort for det enkelte museum og dets bærende kræfter, og bevarelsen af objekterne er ofte utilstrækkelig. Så i fremtiden bliver det nødvendigt at bestille en europæisk institution (UNESCOA?, ICOM?) eller at grundlægge en ny, der på den ene side kan sikre opretholdelsen af objekterne finansielt og organisatorisk, og på den anden side kan kontrollere museerne på en positiv måde, i form af finansielle tilskud til deres samlinger og udstillinger (bonusordninger, udmærkelser, osv), men også så den kan reagere med negative sanktioner, der tvinger museerne til den nødvendig pleje af deres samlinger.
Fjersmykkerne fra lavlandsindianerne kan udfra en europæisk synsvinkel betragtes som kunst, men disse genstande er også et materielt billede af den pågældende livsfilosofi, dens mytekompleks, og dens religion. Alle disse ord forbinder vi med, for os, kendte begreber, der omskriver indianernes gejstlige og materielle liv. Et liv som vi kun kan forstå - i det mindste delvist - hvis vi har levet i mange år blandt disse mennesker.
Da dette ikke er muligt ved forsvundne kulturer, og ved nutidigt eksisterende kun for meget få personer, skal vi - for at nå ind til roden af genstandene - søge ud på en lang og besværlig vej efter muligt inhold og betydning. Vi kan finde én meget speciel gruppe af mennesker, eller snarrere dens traditioner. Vi kan dog ikke går ud fra, at disse grupper er ens, da begreber som "stamme-kunst", "tribal art", "primitiv kunst" og "ikke-europæisk-kunst" foregøgler billedet for os.
Så disse genstande kan være et vigtigt redskab på vejen til forståelsen af, hvordan andre kulturer lever og tænker, og hjælpe os at opleve vores egen verden, med dens vigtigheder, mindre vigtig.
Men også uden en dybere forståelse, kan vi nyde en spontan forståelse og føle en æstetisk glæde ved at opsuge objektets skønhed og farver, og ved at respektere de tålmodige, kundskabsrige og flittige håndværkere.
Selvom de fleste museer nævner "copyright"-problemer, der ikke er beskrevet nærmere (hvis overholdelse jeg har underskrevet og dermed også agter at overholde); målet skal være, at de virtuelle arkiver er tilgængelig for ALLE, og især for efterkommerne til dem, som skabte objekterne, i alle dele af verdenen.
